Forestil dig dette: Du står i supermarkedet og prøver at vælge sundt. På hylden finder du en “plantebaseret” stegeolie med rapsolie og en række E-numre. Den har det velkendte grønne Nøglehulsmærke. Lige ved siden af ligger en pose helt almindelige, usaltede peanuts – 100 % naturlige, fyldt med protein, fibre og sunde fedtsyrer. Men intet mærke.
Hvordan kan det hænge sammen?
Ifølge de officielle kriterier er Nøglehulsmærket designet til at guide forbrugeren til sundere valg inden for samme produktkategori. Det lyder fornuftigt. Problemet er bare, at denne kategoritænkning ofte ender med at give fuldstændig skæve resultater – som i eksemplet med olien og peanuts.
En olie med E-numre kan mærkes som "sund"
Stegeolier kan få Nøglehulsmærket, hvis de har en vis sammensætning af fedtsyrer – primært lavt indhold af mættet fedt – uanset hvor raffineret produktet er, eller hvor mange tilsætningsstoffer det indeholder. Der tages ikke højde for den ernæringsmæssige helhed, kun for specifikke næringsgrænser.
Og her er tricket: Når olien sammenlignes med fx smør eller kokosfedt, vinder den “sundhedskampen” på papiret. Derfor får den et grønt mærke – på trods af at det er et produkt med 100 % fedt, ofte uden mæthedsfølelse og med høj risiko for overforbrug.
Peanuts bliver straffet for deres naturlige indhold
Peanuts – og andre nødder – havner i kategorien "snacks". Her er kravene benhårde: Fedtindholdet må ikke overstige en bestemt grænse, uanset om det er sundt fedt. Det betyder, at en pose usaltede peanuts med naturligt højt fedtindhold automatisk bliver diskvalificeret fra mærkning, selvom det er en næringsrig og uforarbejdet fødevare.
Det er i sig selv en absurd situation. En håndfuld peanuts kan give mæthed, stabilt blodsukker, gode fedtsyrer og langvarig energi. Men ifølge systemet er de "for fede" – og dermed ikke “sunde” nok til at få mærket. Det handler ikke om kvalitet eller helhed, men om tal på en ernæringstabel.
Sundhed handler også om kontekst og portionsstørrelse
Den største fejl i denne tilgang er, at den ignorerer hvordan vi faktisk spiser. En person spiser sjældent 100 gram olie i én portion – men mange bruger store mængder ved stegning uden at tænke over det. Omvendt bliver peanuts ofte spist i små håndfulde og giver god mæthed.
Når man vurderer et produkts sundhed alene ud fra fedtprocent eller kalorieindhold uden at tage højde for biotilgængelighed, næringstæthed og naturlighed, mister man hele pointen. Vi skal ikke bare kigge på makrotal – vi skal se på, hvad maden gør for kroppen.
Tid til at gentænke mærkningsordningerne?
Nøglehulsmærket har været en del af den officielle danske kostvejledning i årevis, og intentionen bag er god. Men i praksis giver det ofte et forsimplet og misvisende billede af, hvad sund mad er. Det skaber tillid til produkter, der burde mødes med sund skepsis – og mistillid til fødevarer, der burde hyldes for deres næringsværdi.
Måske er det på tide at stille spørgsmålet: Er det virkelig nok at sammenligne produkter inden for snævre kategorier, når det reelt forvirrer mere, end det guider?
For mig lugter det lidt.